Åbningstider: Frem til 1. september fra kl 10 til 18.
Tavi • Vestre Strandvej 20 • 9990 Skagen • Telefon 29 40 00 85 • info@tavi.dk
 
 

Udstillingen 2006

Oprøret mod den etablerede kunstscene i 1960erne blev i særlig grad udtrykt af den gruppe kunstnere der stadig kendes som EKS-skolen. Det er lykkedes os at samle de mest kendte navne bag skolens opstart, og deres værker er nu samlet for første gang siden slutningen af 1960´erne. Poul Gernes, Bjørn Nørgaard, Egon Fischer, John Davidsen, Peter Bonnén og Tom Krøjer, genforenes nu i Galleri Tavi.

EKS-skolen blev etableret i 1961 som Den Eksperimenterende Kunstskole, og var fra starten stærkt inspireret af den kollektive arbejdsproces, hvor man lagde vægt på det udadrettede udtryk - meget lig Fluksusbevægelsens kunstneriske strategier. Eksperimentet var i centrum, og processen blev ofte betragtet som vigtigere end det færdige værk. Skolen fungerede som værksted og trykkeri og lagde grunden til en lang række eksperimenterende udstillinger i løbet af 1960´erne.   

 

 

 

 

Udover EKS-skolen kan vi i år præsentere værker af andre store danske navne: Lars Ravn var som ganske ung med i sidste fase af EKS-skolens levetid. For Lars Ravn er maleriet aldrig nok i sig selv. Hans malerier bliver til fortællinger og maleriet bliver en dialogpartner for beskueren. 

Ligeledes byder vi velkommen til nestoren blandt danske glaskunstnere, Finn Lynggaard. Som i keramikken er der i Finn Lynggaards glaskunst både tale om brugsværdier og frie skulpturelle former og figurer. De dekorative værdier og øvrige funktioner smelter sammen i et forfinet æstetisk udtryk der henter sin inspiration i Japan.

Galleri Tavi udbyder også litografier, træsnit og silketryk fra EDITION ATELIER CLOT, BRAMSEN ET GEORGES, PARIS af bl. a. PETER BRANDES, PIERRE ALECHINSKY, ASGER JORN og VIBEKE TØJNER.

Lars Ravn: Sanser
Finn Lynggaard: Alma Mater

En Repremiere

Temaet for sidste års udstilling "Havet tog - havet gav" var den røde tråd, der forbandt de udstillende kunstnere. Tre hovednavne: Poul Winther, Viktor IV og Vivi Haacke havde med hvert deres udgangspunkt rettet blikket mod havet, og havets gaver. Vi er glade for igen i år at kunne præsentere et udvalg af deres smukke værker.

Læs mere på 2006 hjemmesiden. Tryk her